Aftaler, som strider mod statsstøttereglerne medfører tilbagebetalingspligt. EU-Kommissionen accepterer ingen kompromisser. At forestille sig, at vi landmænd skulle være i vores gode ret til at sætte os ned og aftale, hvad vi kan blive enige med kommunerne om, er både naivt og dumt. Selvfølgelig må vi ikke tage hjørnerne eller nabomarken med. Det er logik, at prisen ikke er aftalefri. Alle skal have tilbudt det samme på lige vilkår.
I et vigtigt notat fra Miljøministeriet til Vordingborg Kommune, som vores forening kunne afsløre i sidste uge bekræftes netop følgende tre centrale ting: 1. Ingen kommune kan garantere landmændene mod tilbagebetalingspligt. Uden at få jorden tilbage er risikoen, at der skal betales penge retur. 2. Løbende ydelser er i sig selv alt andet lige ulovlig støtte. 3. engangskompensationer kræver, at alle lodsejere får samme mulighed på lige vilkår.
Det betyder, at dem, der har troet på, at vi landmænd kunne lave individuelt tilpassede aftaler efter forgodtbefindende har taget fejl. Alt det snik-snak vi har hørt om og er forsøgt lokket med, at vi skulle forhandle med kommunen for at få de bedste vilkår, er – i bedste fald – sludder og vrøvl. I værste fald kommer lokketonerne fra onde tunger, som vil os landmænd det ilde ved at lokke os i baghold, som ender ud med tilbagebetaling. Det er næppe lovligt at bidrage til at lokke landmænd i fordærv.
Der bliver heller ingen hjælp at hente fra staten. I Minkkommissionen forklarede den departementschef, som ifølge statsministeren og hendes departementschef sad i det ansvarlige ministerium, at minkavlerne selv burde have vidst, at der ikke var lovhjemmel. På præcist samme måde vil vi landmænd, som skal tilbagebetale ulovlig statsstøtte for de individuelt tilpassede aftaler få at vide, at vi da selv er ude om det. Vi burde selv kende EU’s statsstøtteregler på, at de er hardcore – at enhver, som har forhandlet sig til gunstigere vilkår må vide, at han skal betale tilbage.
I Foreningen for Grundvandsbeskyttelse håber vi stadig på at få alle landmænd med. Vi vil ikke finde os i, at statens ledende embedsmænd skubber ansvaret over til kommunerne og lokker dyrkningsretten fra os uden fagligt grundlag for derefter at lade os i stikken med krav om at sende penge retur. Det er snart tre år siden centralt placerede embedsmænd advarede politikerne imod at købe mere lavbundsjord af frygt for statsstøttereglerne. Det er juridisk ansvarsforflygtigelse, når de selvsamme embedsfolk undlader at advare kommuner og landmænd mod det præcist samme med kommunernes og vandværkernes brug af det offentliges penge på opkøb af dyrkningsflade i BNBO og indsatsplanområder.
I dag er vi en landsdækkende forening. Nogen troede, da vi startede for tre år siden, at BNBO blev ved de ti eller femogtyve meter. Men vi advarede fra starten om ulv i fåreklæder. For trods sit navn gælder der ingen geografisk begrænsning af BNBO. I Egedal sagen tabte lodsejerne 67 hektar. BNBO er blevet det nye modeord. Det lyder så besnærende og lokkende med “boringsnærhed”, men 600 meter i diameter er ikke boringsnært. Det er et ufagligt “tyveri”. Ikke én eneste boring er sløjfet i 20 år som følge af brug af plantebeskyttelsesmidler på dyrkningsfladen. Vores kompetente fagchef agronom Bente Andersen afslører, at vi trods hundredvis af postulater fra landbrugets fjender endnu har til gode at se den første boring, som afspejler sprøjtejournalen.
Vi har brug for alle kræfter i hele landet, som vil kæmpe for faglig og juridisk værnet respekt om den private ejendomsret. Vi har derfor anlagt sag mod staten om gyldigheden af BNBO og indsatsplaner. Først på vegne af få sagsøgere. Fra midten af maj forventer vi at være cirka 100 sagsøgere.
